Høfeber

Høfeber er en form for allergi, der opstår, hvis du er blevet overfølsom over for eksempelvis pelsdyr, træpollen, græspollen, skimmelsvampesporer eller husstøvmider.

Op mod en million personer i Danmark har høfeber, men mange er ikke klar over det. Hvis dine søskende eller forældre har eller har haft en allergisk sygdom, har du større risiko for selv at få det.

Høfeber kan opstå hele livet. Nogle vokser fra det, mens andre er plaget af det resten af livet. Der er to vigtige årsager til, at du skal sørge for, at din høfeber er velbehandlet. Høfebersymptomer kan påvirke din livskvalitet markant – du kan have svært ved at sove, arbejde og i det hele taget koncentrere dig, – og høfeber kan øge risikoen for, at du udvikler astma.

En del af dem, der har høfeber, har eller vil udvikle astma på et senere tidspunkt i livet.

Har du ikke fået stillet den korrekte diagnose, er der desuden risiko for, at du fejlbehandler dig selv. For eksempel kan brug af næsespray mod forkølelse have alvorlige negative konsekvenser, hvis du bruger det for længe mod høfeber.

Symptomer

Høfeber viser sig ofte ved symptomer fra næse og øjne. Øjnene kan klø, hæve, løbe i vand og blive røde. Næsen kan blive stoppet, løbe med vandigt sekret og klø generende, og du kan nyse hyppigt. Derudover kan du for eksempel få hovedpine og være træt eller meget utilpas.

Hvis du har disse gener på bestemte tidspunkter af året, er årsagen typisk allergi over for pollen eller udendørs skimmelsvampesporer. Pollenallergi kan desuden vise sig ved at du ikke kan tåle bestemte fødevarer og for eksempel oplever kløe i munden. Hvis du har symptomer hele året, kandu være allergisk over for husstøvmider eller pelsdyr.

Du har sikkert allergi, hvis du har høfebersymptomer, og de forsvinder, når du bruger medicin mod høfeber. Men det er vigtigt at vide, præcis hvad du er allergisk overfor, så du kan undgå eller mindske kontakt til det, du ikke tåler.

Nogle mennesker med pollenallergi får også høfeber symptomer, når de spiser bestemte fødevarer. Det kaldes krydsreaktion og skyldes, at stoffer i fødevarerne ligner dem, som findes i pollen. Symptomerne er oftest kløe i munden og lettere hævelse på læberne, i mund, i gane eller i svælg.

Sæson for høfeber

Flere forskellige pollen kan give allergi. Først på året er der pollen fra hasselog el. Om foråret er der pollen fra elm og birk, og her kan især birk give høfeber symptomer. Om sommeren er det tid for græs og bynke.

Du kan godt have allergi overfor flere slags pollen og derfor have symptomer i en længere periode.

Det kan variere meget fra år til år, hvornår pollensæsonen starter, og mængden af pollen varierer også fra dag til dag og fra år til år. Du kan følge dagens pollental på internettet og via mobilen.

I pollensæsonen udsendes Dagens Pollental, som fortæller om luftens indhold af allergene pollen. Når sæsonen for birkepollen starter, udsendes også Dagens Pollenvarsling, som forudsiger, hvor mange pollen der forventes det kommende døgn.

Sammen med Dagens Pollental udsendes også Dagens Svampesporeniveau for sporer fra skimmelsvampeslægterne Alternaria og Cladosporium. De er typiske sæsonsvampe med højsæson i sensommeren. resten af året er der få svampesporer i luften, og i frostvejr er der ingen.

Se og tilmeld dig de forskellige varslinger på blandt andet www.astmaallergi.dk Astma-Allergi Danmark har tlf rådgivning, der er bemandet med fagfolk. Her kan du få flere råd om astma allergi.Det er gratis, alle kan ringe, og tlf. har åbent alle hverdage 9-12 samt onsdag 16-18. Tlf.nr. 43 43 42 99.

Medicin mod høfeber

Der findes forskellige typer medicin mod høfeber. Hvilken behandling, der hjælper dig bedst afhænger af sine symptomer.

Tabletter, kapsler og væske med antihistamin virker på løbende og kløende næse og har samtidig effekt på symptomer i øjnene og kløe i svælget.

Næsespray findes med antihistamin og binyrebarkhormon. begge midler virker på løbende næse, men det er kun spray med binyrebarkhormon, der også virker på tilstoppet næse. Binyrebarkhormonet virker dog først efter nogle dage og skal derfor tages forebyggende.

Endelig findes der øjendråber med antihistamin, som virker på symptomer i øjnene.

Hvis du har høfeber og samtidig astma, der behandles med leukotrienantagonister , kan du opleve lindring af dine symptomer på høfeber.

Medicin til høfeber får både i håndkøb og på recept med tilskud. Det er din læge, der afgør, om du er berettiget til at få din medicin på recept.

Uanset hvilken medicin du bruger, kan det have bivirkninger. du kan få oplysninger om de mulige bivirkninger ved dinmedicin på apoteket eller hos lægen. Spørg også lægen, hvis du er gravid eller ammende, eller hvis dit barn har høfeber symptomer.

Undgå eller mindsk kontakten med de pollen, du ikke tåler:

Udendørs:

  • Brug sol- eller cykelbriller, så du undgår pollen i øjnene.
  • Lad andre slå plænen, hvis du er allergisk overfor græspollen.
  • Undgå skove, hvis du har allergi overfor skimmelsvampesporer.

Indendørs:

  • Luft ud morgen eller aften, hvor der er færrest pollen i luften.
  • Hæng ikke vasketøj til tørre udendørs i pollensæsonen.
  • Skyl næse og øjne med isotonisk saltvand, hvis du har været udsat for pollen.
  • Vask eller skyl håret fri for pollen, inden du går i seng.

I bilen:

  • Hold døre, vinduer og soltag lukket.
  • Indstil ventilationen på recirkulation.
  • Installer evt. et pollenfilter i ventilationsanlægget.

Søg læge hvis:

  • Du stadig har høfeber symptomer trods behandling med høfebermedicin.
  • Du får astmasymptomer i pollensæsonen.
  • Dit barn har høfebersymptomer og ikke er blevet undersøgt af lægen.